“Godmorgen CP345, klokken er 08:55 det er d. 11 Marts 2032. Har du sovet godt?”, spurgte home assistenten.
“Jo tak, jeg har sovet meget godt”, svarede jeg
“Det var godt, at høre, hvordan vil du vurdere din søvn?”
“3 ud af 5”, svarede jeg tilbage
“Godt at høre, 3 ud af 5 er hermed noteret, der er 5 min til, at du skal til undervisning”
Min seng begyndte, at vippe op, dynen blev kørt væk. Et bord med en pille kom frem.
“Smittetallet er i dag på 9.342.184, men husk, at du er i safebox, så du skal ikke bekymre dig”, informerede min assistent mig.
“Her har du din morgenmad, yougurt med jordbærsmag og et glas vand”, udbrød assistenten
Det hele var i en pille, ikke ligesom i gamle dage, hvor det hele skulle tilberedes og serveres med salt og peber. Nej nu var det hele i en pille. Jeg slugte pillen og bordet forsvandt igen. Sengen kørte hen mod min computer, der på samme tid var ved at starte op.
“Genkender ansigt… godkendt” computeren tændte og loggede på Smart Talk.
“Fra klokken 8 til 9 skal du have Dansk. Logger på Smart Talk om 5 sekunder”
Robotten talte ned, mens jeg gjorde mig klar. Jeg kunne se, at alle de andre også loggede på, på samme tid som mig. Sådan var det hver dag, ingen kom for sent, alle har samme morgenrutine og desuden bor vi i samme bygning, men det er jo ligegyldigt, bare vores internet virker, kører det hele.
“Godmorgen, klasse CB312, hvordan har i det?”, det var min lærer der spurgte.
En summen af elever svarede hen, og lige så stille gik vores undervisning i gang.
Det lyder måske mærkeligt, at jeg er 26 år og går i skole. Men efter alt den fortabte undervisning, som vi aldrig har kunne modtage fordi det hele havde været hjemmeundervisning, blev regeringen nødt til, at starte forfra. Eller det var faktisk kun i safebox, vi havde mulighed for, at lære det hele igen, inden vi skal ud, i arbejde.
Klokken havde ramt 9, og det var tid til en lille pause. Jeg rejste mig op, og gik hen til mit løbebånd, på den måde ville jeg ikke skulle sidde ned hele dagen. Min home assistent loggede mig igen på et smart talk, denne gang var det mit frikvarter hold. Vi var 20 mennesker samlet på et hold, hvor vi sammen kunne snakke mens vi rørte os lidt. Vi snakkede om gamle dage, hvordan vi, dengang var i stand til at gå udenfor og være i nærheden af andre mennesker. Sådan er det ikke længere, jeg har ikke været ude af mit værelse i 12 år. Jeg laver alt alene og dog ikke, jeg havde jo mine venner online, på smart talk, og så skulle det hele nok gå. Vi skulle føle os heldige og værdifulde når vi var herinde, det havde vi lært, for hvis vi ikke gjorde det, kunne vi jo ligeså godt blive sendt udenfor, ud til katastrofen og det var der ikke nogle der ønskede. Herinde var vi i sikkerhed, modsat udenfor hvor de havde mistet kontrollen over hele verdenen, alle kunne blive smittet med corona og så mange nye mutationer havde gjort, at hvis du blev smittet så ville du dø. Så vi var alle meget taknemmelige over, at kunne være i smartbox, og vi gjorde som der blev sagt, ellers vidste vi godt hvad der var i vente.
Pludselig udbryder en fra holdet.
“Jeg har ide! Og i skal love mig, at i ikke siger det til andre!” sagde hen lavt
“Hvad, hvis vi prøver, at komme ud herfra, jeg mener, kan det virkelig være så slemt som vi går og tror, er det hele bare noget de bilder også ind?” sagde hen igen
De andre grinede, og jeg må indrømme, at jeg grinede med. Men jeg begyndte at tænke på det hen havde sagt. Det hele virkede meget mærkeligt, altså det hen sagde, den tanke havde jeg aldrig tænkt før. Hvorfor skulle de dog også gøre det. Og så alligevel, det hele var jo ved, at blive godt, altså dengang i 2025 men pludselig blev der bygget høje tårne hvor vi blev smidt ind. Og lige siden har jeg ikke været udenfor. Jeg blev pludselig interesseret i det hen sagde. Efter nogle minutters snak omkring hvad vi skulle gøre, aftalte vi, at mødes. Det var dog kun mig, der også var interesseret i, at finde ud af mere. Men det var ikke nemt, at komme udenfor, så jeg måtte oprette mig som afspritter, på min etage. Jeg befandt mig på etage C, hvis nu jeg kunne komme ud på gangen og CP332 kunne gøre det samme, ja det hed personen med ideen, kunne vi sammen mødes og stikke af. Jeg gik ind på siden for jobansøgninger og tilmeldte mig som ugens afspritter. Disse folk skulle sørge for, at alle gange var 100% sterile så ingen kunne blive smittet i tilfælde af, at de kom ud på gangen. Jeg klikkede “ansøg”, og så handlede det bare om, at vente på et svar.
Det hele handlede om arbejde, motion og arbejde og, at vi skulle være lukket inde i denne boks. Vi var alle blevet lavet om til et nummer. Alle på etage C hed noget med CP, som står for etage C og så person, vi havde hver et nummer. Mit var CP345, det var den eneste identitet vi havde. Der er ingen han eller hun, alle er hen.
“På den måde, oplever vi ikke så meget besvær og det er også meget nemmere, at holde styr på hvor mange der egentlig er” sagde de højeste direktører altid. Dem der render rundt helt oppe i toppen, klasse Z. Der havde aldrig været nogen oppe i klasse Z. Kun de højeste direktører af dem alle. Det var kun dem, der vidste hvad der foregik udenfor. Det eneste vi kunne få af vide, var et smitte tal på dem udenfor, og hvor godt det går herinde.
Det som CP332 sagde, havde virkelig fået mig til, at spekulere. Er det hele sådan som vi går og tror? Er verden virkelig lige så slem som de går og siger? Og holder de os egentlig bare inde, som et slags fængsel? Dagene gik og jeg ventede på mit svar. Jeg tror der gik omkring 3 uger før, at det var blevet min tur.
Jeg havde i mellemtiden skrevet med CP332. Vi havde begge fået jobbet og havde nu aftalt at mødes om 15 min. Jeg havde fået et afspritter kort, så jeg kunne logge mig ind og ud af døre. Da jeg kom ud på gangen, var det som, at se noget for første gang, men det var det jo næsten også. Jeg havde ikke set den her gang i over 12 år, og jeg blev helt svimmel af følelsen. Det var en lang hvid gang med pile der førte til elevatoren. Langs den lange gang lå den ene dør efter den anden, til de mange personers værelser. Det var en mærkelig tanke, at stå herude, jeg følte mig som en stor person der nu kunne alt. Men vidste på samme tid godt, at jeg bare var et nummer ud af mange milliarder andre. Efter at have gået lidt op og lidt ned, kunne jeg se CP332.
“Hej! CP332” hviskede jeg til hen
“Hej, for det første vil jeg gerne betragtes som dreng og for det andet vil jeg gerne kaldes Martin” svarede hen, eller som jeg nu uden bekymring kunne kalde han.
Jeg kiggede forvirret op på ham, her brugte vi jo hverken et køn eller et navn.
“Hej Martin?” spurgte jeg forvirret
“Hej…?” spurgte han søgende
“Axel, kald mig Axel, jeg vil så gerne betragtes, som han” svarede jeg
Det gav et sæt i mig, det var ihvertfald 12 år siden jeg sidst havde brugt mig navn. Altså mit rigtige navn, det som mine forældre havde givet mig.
“Vi bliver nødt til, at finde en vej ud herfra!” sagde han
Men hverken CP332… jeg mener Martin eller jeg vidste om vi var under jorden eller over…
Det eneste vi vidste var, at vi var i klasse C og den eneste vej ud, var i klasse Z. Men hvordan skulle vi nogensinde komme helt derop? Vi valgte, at finde en elevator, vi havde trods alt muligheden for, at køre med den, nu hvor vi begge var blevet afspritter.
Som vi steg ind i elevatoren, kom en stemme frem.
“Velkommen, hvor ønsker i, at køre hen?”
“Vi vil gerne op til klasse Z”
“Dette er desværre ikke muligt, det højeste level i kan kører til er klasse Q”
Klasse Q var maskinrummet, her sørgede folk for, at vi kunne trække vejret. Hvis vi kunne komme til klasse Q, ville der kun være 8 klasser tilbage, for, at vi kunne havde i klasse Z.
“Så lad os komme til klasse Q” svarede jeg
“Så gerne”
Elevatoren begyndte, at køre op, imens snakkede stemmen videre.
“Husk at smittetallet i dag er på på 9.843.734, men husk, at du er i safebox, så du skal ikke bekymre dig” informerede min assistenten.
Efter et par sekunders køretur, stoppede elevatoren. Vi kom direkte ud i maskinrummet, der var helt stille. Det hele kørte på elektricitet. Vi gik ud for, at få os et overblik. Maskiner stod på rækker efter hinanen, ledninger og rør stod til alle sider. Jeg blev svimmel, det var ikke til, at finde rundt. Vi gik frem og tilbage, bare for, at lede efter en dør, en trappe eller endnu en elevator.
“Det må sgu da være muligt, at komme ud herfra!” råbte Martin irriteret
“Tja… jeg tvivler” svarede jeg
Men jeg gav ikke op, han måtte have ret.
Vi havde gået rundt i en time da vi måtte give op, vi havde gået i ring og der var intet, at gøre. Det eneste vi kunne gøre var, at tage elevatoren hele vejen ned igen.
“Kan vi ikke prøve, at tage trappen op?” spurgte jeg Martin
“Men det har vi jo prøvet, vi kan ikke før vi er blevet registreret som klasse Z medlemmer. Og det gør vi aldrig!”
Jeg sukkede, og som jeg skulle til, at rejse mig for at gå mod elevatoren, tog Martin fat i mig.
“Jeg ved det!” råbte han
“Hvad så?”
“Vi skal blive opdaget!” svarede han
“Hvad snakker du om? Du ved godt, at vi bliver smidt ud, hvis de opdager os?” svarede jeg uforstående tilbage
“Præcis. Hvad er det vi ønsker? At se den rigtige verden. Hvordan gør vi det? Ved, at blive opdaget!”
Det gav pludselig mening.
“Hvad har du så tænkt dig, at vi skal gøre?” spurgte jeg
Hans ide var, at vi hev ledningerne ud af maskinerne, og inden jeg nåede, at overveje om det nu også var en god ide, var han allerede gået i gang, og jeg nåede ikke engang, at gøre det samme før alarmen gik i gang.
“STOP!” råbte en maskeret mand i sort tøj
Martin og jeg rakte armene op. Vi kiggede på hinanden, vi vidste godt, at enten går det her efter planen, eller så er det måske sidste gang vi, ser hinanden. Manden tog fat i os begge og slæbte os ind i elevatoren.
Han sagde ikke et ord hele vejen, igen kom tanken op, det her kunne gå to veje. Enten ville vi blive smidt ud, eller så ville vi blive smidt i en eller anden form får fængselscelle herinde, og så kunne det hele være lige meget. Jeg kiggede op på den lille skærm der viser hvad etage vi var på. Den steg. Det var et godt tegn, og da elevatoren pludselig stoppede viste den Z. Det gav et sæt i mig, at jeg nu skulle til, at gå på en gang i klasse Z, det havde jeg aldrig regnet med skulle ske. Mine håndflader begyndte, at blive våde, jeg begyndte, at ryste. Endnu engang kiggede jeg hen mod Martin, han var helt bleg, der var ingen tvivl om, at vi begge var nervøse.
“Kom med mig!” sagde vagten strengt mens han tog et hårdt greb om min højre arm. Selvom vi selv fulgte med, så næsten hev han os hen af gangen.
Det var den flotteste gang jeg nogensinde havde set, gulvene var renere end det reneste der var. Det var så blankt, at man kunne se sig selv, væggene bestod af flotte billeder, billeder af direktøren og alle de højeste ansatte. Vi blev lukket ind i et rum, det var ikke hvilket som helst rum, det var direktørens rum. Mens vi forpustede prøvede, at slappe lidt mere af, vendte han sig rundt for, at kigge os lige i øjnene.
“Hej, med jer”, sagde han på en lusket måde, så det var svært at definere, hvilket humør han var i”
Jeg kiggede rundt, kontoret bestod af panoramavinduer, hele vejen rundt, jeg prøvede, at se om jeg kunne se landskabet udenfor, men vi var for højt oppe. Vi var helt oppe over skyerne.
“Jeg kan forstå at i har prøvet at komme ud”, sagde han igen, på den der ubehagelige lusket, men samtidige venlige måde.
“Hvordan ved du det?”, spurgte Martin
Direktøren lo. Jeg plejer normalt ikke, at fortælle dette, til sådan nogle underklasse mennesker som jer, men i skal jo alligevel smides ud herfra på et eller andet tidspunkt, så nu fortæller jeg det.
“Tror i ikke, at vi udmærket godt ved, hvad i går og laver. Vi kan se hver eneste lille ting i laver. Der er kameraerne i hver af jeres værelser, og vi følger med i hvert smart talk og smart chat i har. Vi kan følge med i hvad i svarer jeres assistent, og ja, jeg kan jo blive ved”, lo han. Jeg blev forvirret, og vred. Hvordan kunne de finde på, at overvåge os på den måde. I alle de år! Direktøren pegede til venstre, Martin og jeg kiggede i takt over for, at se hvad han pegede på. En kæmpe skærm stod med bitte små billeder, et billede for hvert værelse i hele bygningen. Han lo igen.
“Det er så mit job i ser her. Han holde øje med, hvordan i bruger jeres hverdag i jeres lille værelse”
Jeg blev endnu engang meget vred. Og jeg skulle lige til, at bryde ud, men jeg stoppede mig selv. Jeg var nødt til, at høre mere.
“Hvad vil du gøre med os?”, spurgte jeg ham
“Tjaa… nu hvor jeg har fortalt jer dette, kan jeg ligeså godt smide jer ud, i en verden fyldt af virus”
Martin og jeg kiggede hinanden i øjnene. Direktøren knipsede, og den samme vagt tog fat i os, og hev os med.
“Døren til udgangen vil blive åbnet om 5 sekunder” det var assistenten der sagde det. Om 5 sekunder ville vi finde svaret på vores spørgsmål. Er der stadig en pandemi? Var det hele en løgn? Eller bliver vi smittet, så snart vi kommer ud, og hurtigt kan konkludere, at vi skulle have blevet.
Døren blev åbnet, solens skær ramte mig med det samme. Jeg havde ikke set solen i 12 år, så jeg var nødt til, at klemme mine øjne i. Vi blev kastet ud, og døren blev hurtigt lukket. Vi gik op af nogle trapper. Og da jeg ramte sidste trin, kiggede jeg op. Jeg gik i chok, totalt i stå, som et dådyr der bliver fanget af bilens skarpe lygter. Vi kiggede på hinanden.